Gå til hovedindhold

Find dine livsværdier

At blive bevidst om sine livsværdier kan være første skridt til at leve sit liv på en måde, der giver mere meningsfuldt indhold i dit liv. Her får du et konkret værktøj til, hvordan du finder frem til – og lever efter – dine grundlæggende værdier i livet.

Det kan være en god ide at blive lidt klogere på dine livsværdier, hvis du står et sted i livet, hvor du er nødsaget til – eller simpelthen bare ønsker – at ændre på ting i dit liv.

At arbejde med sine livsværdier er nemlig en måde, hvorpå du kan blive mere bevidst om, hvad det vigtigste i dit liv, er. Og når du har fundet ud af det, kan du bruge det til at sætte konkrete mål, så du kan arbejde på at få mere af det, der betyder noget for dig, ind i dit liv.

Hvad er livsværdier?

Livsværdier kan bedst beskrives som et kompas i livet. Dine livsværdier kan sætte en retning for, hvordan du ønsker at leve dit liv. Hvordan du ønsker at være i verden.

Eksempler på livsværdier kan være at være modig, at være eventyrlysten eller omsorgsfuld.

Du kan aldrig sætte flueben ved en livsværdi. Det er mere en måde at være på i verden. Du kan for eksempel altid arbejde på at være modig. Det er aldrig en opgave, man bliver færdig med.

Sæt en retning – og sæt så konkrete mål

Når du har fundet frem til dine livsværdier, kan du bruge dem til at sætte konkrete mål.

Hvis modig for eksempel er en livsværdi for dig, så er næste skridt at overveje, hvad modighed betyder for dig. Handler det om at overvinde en frygt? Betyder modig for dig, at du tør stå ved dig selv? Eller noget helt tredje?

Når du bliver klogere på, hvad dine livsværdier indeholder, kan du sætte dig selv konkrete mål, som gør, at du lever mere tro mod dine værdier.

Sådan gør du

Download øvelsesarket nedenfor. Print det gerne ud, så du kan skrive ned i hånden og kigge på det senere hen.

  1. Find frem til tre livsværdier – Bliv inspireret af vores inspirationsark på side 1
  2. Overvej, hvad værdierne betyder for dig – Skriv ned på side 2
  3. Hvad er status nu? Hvordan ser dit liv ud i dag i forhold til dine værdier? – Skriv ned på side 3
  4. Overvej, hvordan du ønsker, det skal se ud – Skriv ned på side 4
  5. Sæt klare mål – Hvilke konkrete skridt kan du tage for at nærme dig dine værdier? Skriv ned på side 5

Du kan også høre UlykkesPatientForeningens podcast Forfølg dine livsværdier, hvor psykolog og ph.d. i sundhedspsykologi Anders Aaby forklarer, hvordan du kan bruge øvelsesarket. Gennemgangen af øvelsen starter ca. 20 minutter inde i podcasten.

Podcasten er økonomisk støttet af Offerfonden. 

Gode råd til at komme i gang

Når du skal i gang med at finde frem til dine livsværdier, handler det om at reflektere over, hvad du gerne vil bruge din tid og dit liv på. Men det er ofte svært.

Derfor kommer her nogle gode råd til at komme i gang.

Gå struktureret til værks
Det er et reelt stykke arbejde at finde frem til sine livsværdier, og derfor er det vigtigt, at du arbejder struktureret med det. Det kommer ikke af sig selv.

Sæt tiden af til det
Brug gerne mindst 1 time ad gangen, så du har tid til at reflektere.

Bliv inspireret af andre livsværdier
Brug side 1 i vores inspirationsark eller køb kort med livsværdier på nettet. Det kan være en stor hjælp og inspiration at få nogle forskellige ord på, hvad livsværdier kan være.

Start med at finde frem til tre livsværdier
Det er vigtigt, at du skærer ind til benet og bliver helt skarp på hvilke tre værdier, der betyder mest for dig. Ofte vil man have en tendens til at synes, at de alle er vigtige. Men prøv at sortere ud, så du starter med tre livsværdier. Ellers bliver det hurtigt uoverskueligt, når du skal til at handle på det.